Er du klar til en anderledes julemiddag?
Er du som danskerne er flest, er svaret nok nej. For ifølge Coop Analyse foretrækker 85 % af danskerne den traditionelle julemiddag juleaften. Det betyder enten and eller flæskesteg – og i mange hjem begge dele. Men rundt om i landet er der dog små forskelle, der viser, at vi danskere ikke er så ens, som vi går og tror.
Skal du fejre jul hos familien, venter der dig oftest den traditionelle and og/eller flæskesteg. Det er, hvad der står på bordet i omkring 85 % af alle danske hjem til jul. Oftest begge dele! For der skal være nok til alle, og så er der ingen, der gider høre på brok over maden juleaften. Derfor foretager mange en helgardering, der samtidig signalerer overskud på madkontoen, og lægger op til at klemme en ekstra bid ned.
Så vil du sikre dig, at julen bliver lidt anderledes, der hvor du skal fejre den, er en julesweaters oftest den eneste måde at skabe lidt variation omkring julebordet.
Små regionale forskelle
Men på trods af det forholdsvis høje antal af traditionelle julemiddage, som langes på bordet juleaften, er der alligevel små regionale forskelle.
Det er således ikke alle steder i landet, du kan være sikker på, at julemiddagen er helt traditionel. Nogen steder står der mere ”moderne” (Læs: Utraditionel) julemad på bordet, og andre steder får de traditionelle retter følgeskab af andre med et mere lokalt islæt.
Københavnerne spiser mest aparte julemad
Bor den familie, du skal holde jul hos, i Storkøbenhavn, er der ifølge Coop Analyses rundspørge størst risiko for, at du får serveret noget andet end den traditionelle and og flæskesteg.
Her er julemiddagen typisk moderniseret. I alt vælger omkring 28 % af københavnerne et alternativ. Det kan f.eks. bestå af noget så overraskende som kammuslinger med grønkål og pancetta til forret og and á la orange til hovedret. Hertil kan der f.eks. serveres appelsinbrunede kartofler, rødkålssalat med rosiner, nødder og citrusskaller, samt ostekage til dessert.
Sønderjyderne spiser mest kalkun
I mange lande er der kalkun på menuen juleaften – eller oftere juledag. Det gælder især de anglo-saksiske lande som Storbritannien og USA, samt i mange tysktalende lande.
Derfor er det måske ikke overraskende, at Sønderjylland er den landsdel, hvor du oftest kan møde en kalkun på julebordet. Den serveres helt traditionelt med masser af fyld, sprødt skind og med klassiske brunede kartofler og brun sovs til.
Sønderjyderne har også en anden spise, du ikke finder andre steder i landet. Den såkaldte julekål, som er lavet af fintsnittet hvidkål. Det er nærmest en form for vegetabilske finker. De bliver dog sjældent serveret selve juleaften, men er i stedet typisk en ret ved julefrokosten.
Fynboerne spiser medister
På Fyn spiser næsten 20 % af fynboerne medister juleaften. Ikke nødvendigvis som den eneste spise, men som et supplement. Oftest i stedet for flæskestegen eller som den tredje valgmulighed på julebordet.
Mange vælger således at lægge den særlige julemedister i bradepanden under anden eller gåsen, hvor den så kan stege med i det fedt, som drypper af fuglen under stegningen.
Sjællænderne er helt traditionelle
Der hvor der er størst chance for at få en traditionel julemiddag, er på Sjælland. Enkelte steder er anden dog skiftet ud med gås. Et faktum som sjællænderne også deler med fynboerne.
Hvor skal du holde jul i år?
Så hvor skal du holde jul i år? Og hvad tror du, I skal have at spise? Jeg ville ikke vædde med nogen om det, hvis jeg var dig.