Flere mærkelige og anderledes juletraditioner fra hele verden
Julen fejres på mange måder verden over. Vi har tidligere set på mærkelige og anderledes juletraditioner fra hele verden – og nu har vi fundet endnu flere. De kommer her!
Vi har tidligere skrevet om japanernes underlige juletradition med at spise hos Kentucky Fried Chicken på juleaften. Men der findes masser af andre mærkelige, anderledes og nogle steder magiske juletraditioner verden over.
De små lys’ dag
Blandt de mere magiske hører de små lys’ dag i Columbia. Denne tradition indleder hele julesæsonen i landet ved at ære den ubesmittede undfangelse af Jesus og hans mor Jomfru Maria.
Lokalt hedder traditionen ”Día de las Velitas” og fejres ved at tænde levende lys eller sætte små papirlygter i vinduerne, på altaner eller i buske og træer i haven.
I nogle af landets byer er der ligefrem gået konkurrencer i at pynte flottest og mest overdådigt op med lys. Dog nok noget pænere og mere nobelt end Familien Griswold i Fars fede Juleferie eller familien på Kærvej i Karise (billedet herunder).
Kærvej 1 i Karise er kendt for sine ekstreme lysdekorationer. Men selv om mange konkurrerer om den pæneste lysdekoration til Día de las Velitas i Columbia, bliver det aldrig så Griswold-overdrevet som Kærvej i Karise.
Den store lygtefestival
Den store lygtefestival er en filippinsk lysfest, der afholdes hvert år om lørdagen før juleaften i byen San Fernando. Det er Filippinernes ukronede julehovedstad, som folk fra hele verden valfarter til.
Tidligere blev lanternerne til lygtefestivalen skabt af japansk origamipapir og blev oplyst af stearinlys. Samtidig var de sjældent over en halv meter i diameter. I dag har LED-teknologi givet kreatørerne af de mange lanterner nye muligheder for både valg af materialer og størrelse på lanternerne. Så i dag er det ikke ualmindeligt at se lanterner på både 5, 7 og 10 meter i diameter.
Gävle-bukken – en brandfarlig juletradition
I Gävle i Sverige har de siden 1966 opsat en 13 meter høj julebuk på stortorvet i byen i forbindelse med adventen. Den er skabt som en meget stor udgave af de julebukke af strå, du også kan købe herhjemme.
Selvfølgelig er Gävle-bukken også skabt af halmstrå ligesom dens meget mindre fætre. Det har desværre medført, at der – ganske utilsigtet – er opstået en kedelig tradition med at brænde geden af. Ikke mindre end 26 gange på de 52 år, den har stået på Stortorvet, er det lykkes vandaler at brænde den af. Sidst var i 2014.
Vil du følge Gävle-gedens overlevelsesmuligheder til jul i år, kan du kigge forbi Gävles turisthjemmeside.
De 13 julenisser i Island
Islændingene har mange sære juletraditioner. En af dem er de 13 drillesyge julenisser. De opsøger alle børn i Island i løbet af de sidste 13 nætter frem til jul. Her giver de alle artige børn gaver, mens de uartige risikerer at få rådne kartofler og blive drillet.
Hver aften har sin drillesyge nisse, hvis navn afslører noget om, hvilke problemer de uartige børn kan risikere at løbe ind i. F.eks. Hurðaskellir som betyder dørsmækker, Bjúgnakrækir som betyder pølsehapser eller Gluggagægir som betyder vindueskigger.
Julesweaterstraditionen
En mere international juletradition synes julesweaterstraditionen at være. Den startede egentligt inspireret af den sweaters som far Griswold ses i flere gange i filmen Fars fede juleferie. Den var mildest talt lige så kikset, som den var julet.
I dag ses mange – specielt her i Skandinavien – iført julesweaters ved f.eks. den årlige julefrokost i firmaet, på selve juleaften eller i forbindelse med alt den anden festivitas og komsammen, der oftest er omkring juletid.
Vil du også ære denne stolte juletradition, kan du købe din julesweaters lige her!