Kyndelmisse, Kjørmesknud og en hel masse kællinger

2. februar står der Kyndelmisse i kalenderen. Det var en gammel højtid, som var sat i kalenderen for at markere, at Jomfru Maria atter måtte komme i templet, fordi der nu var gået 40 dage efter Jesu fødsel. Samtidig var det tidligere en stor fest på landet, og en dag bønder og andet godtfolk tog vejrvarsler af. Men hvem var så ham der Kjørmes Knud? Læs med og find ud af det.

Hvad betyder kyndelmisse?

Kyndelmisse kommer af latin og betyder lysmesse. Den markerer, at der er gået 40 dage siden jul. Det var den periode jødiske kvinder var urene efter de havde født. Og blev Jesus rent faktisk blevet født juledag, ville den periode være gået d. 2. februar.

Selv om helligdagen officielt blev afskaffet ved kalenderreformationen i 1770, står den stadig i de fleste kalendere i dag. I den katolske kirke er også det stadig en helligdag, der fejres med lysprocessioner og velsignelse af de alterlys, der skal bruges i det kommende år. Herhjemme har nogle kirker også taget kyndelmisse op, hvor de holder gudstjenester med masser af levende lys tændt i kirken.

Men for den almindelige dansker, har dagen ikke megen betydning.

Men det havde den engang!

Hvornår er kyndelmisse?

Kyndelmisse falder altid den 2. februar. Datoen ligger fast, fordi den er 40 dage efter juleaften den 24. december, og den flytter sig derfor ikke fra år til år. I 2026 er kyndelmisse altså mandag den 2. februar, og det samme bliver den i 2027 og alle årene derefter.

Datoen er ikke tilfældig. Kyndelmisse ligger nogenlunde midtvejs mellem vintersolhverv omkring den 21. december og forårsjævndøgn omkring den 20. marts. Den markerer dermed selve midten af vinterhalvåret, som man regnede fra den 1. november til den 1. maj. Det er præcis derfor, dagen i gamle dage blev set som vinterens vendepunkt, hvor man kunne begynde at glæde sig til, at lyset og foråret var på vej tilbage.

Kyndelmisse er også Mariæ renselsesdag

I kirken har dagen et andet og ældre navn, nemlig Mariæ renselsesdag. Navnet henviser til, at Jomfru Maria efter Moseloven blev regnet for uren i 40 dage efter, at hun havde født Jesus. Da de 40 dage var gået, tog hun ham med i templet i Jerusalem for at blive renset og igen blive en del af menigheden. Den historie kan man læse i Lukasevangeliet kapitel 2.

I templet mødte Maria den gamle Simeon, der tog Jesusbarnet i sine arme og kaldte ham et lys, der skulle skinne for hele verden. Netop de ord er en af grundene til, at kyndelmisse fejres med tændte lys. Dagen handler altså både om Jesus som verdens lys og om forårets lys, der langsomt vender tilbage i vintermørket. De første spor af kyndelmissefejringer kendes helt tilbage fra omkring år 385 i Jerusalem.

En gentagelse af julen

For indtil føromtalte kalenderreformation i 1770, blev dagen markeret med et overdådigt måltid, der ikke stod tilbage for julens ødselhed. Så havde du levet dengang, kunne du snildt have luftet din julesweater igen. Årsagen var den simple, at man fejrede, at vi nu var halvvejs gennem vinteren.

Derfor brugte bonden også dagen til at tjekke sine forråd, så han var sikker på, at der var mad nok til både mennesker og dyr på gården. Så det var muligvis med en vis bæven i maven, at bonde satte sig til festbordet og åd og drak om aftenen.

Hvorfor spiser man pandekager til kyndelmisse?

Et af de mest kendte kyndelmissetraditioner er pandekager, og særligt på Fyn var de tykke bygmelspandekager fast del af festen. Bygmel var ikke valgt tilfældigt. Ved at spise pandekager af byg på selve dagen håbede man at sikre sig en god byghøst til sommeren. Pandekagerne skulle være tykke og sprøde, og de blev typisk spist med flæsk eller andet saltet kød til.

Pandekagerne var en del af de såkaldte kjørmes-gilder, som var datidens fællesspisninger. Her samlede landsbyen mad, som man kunne undvære fra forrådet, og holdt et stort sammenskudsgilde. På bordet kom der ofte kraftig suppe, flæsk, pølser og pandekager, og der blev skænket rigeligt af både øl, brændevin og kaffe. Mange steder spiste man også et stykke af det gamle julebrød, for et gammelt varsel sagde, at det kunne holde både hovedpine og rygsmerter på afstand.

Når 18 kællinger ikke kan holde den 19. ved jorden

Samtidig blev der taget vejrvarsler om høstens udkomme og hvor tæt vi var på foråret. Herfra stammer den gamle talemåde om, at ”kyndelmisse tø giver 100 læs hø” – altså at tøvejr på kyndelmisse dag varslede en god høst.

En anden lidt mere besynderlig talemåde hed, at hvis det blæste så meget på kyndelmisse dag, at ”18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden”, så skulle foråret snart være på vej.

Disse vejrvarsler havde naturligvis lige så meget på sig, som de solemærker vi tidligere har skrevet om her på bloggen. Men de har hængt ved i langt over 300 år, og blev stadig tillagt en vist betydning helt op til 1930’erne hos landbefolkningen.

Flere gamle vejrvarsler til kyndelmisse

Vejret den 2. februar blev læst som en hel lille vejrudsigt for resten af vinteren og foråret. Modsat hvad mange tror, var blæst og kulde faktisk et godt tegn, mens sol og mildt vejr ikke var noget at juble over. Her er nogle af de mest udbredte varsler:

• ”En grøn kjørmes giver en spids påske” – var vejret mildt og grønt på kyndelmisse, kunne man til gengæld vente kulde og frost omkring påske.
• Skinner kjørmessolen klart, falder der snart sne – klar sol blev set som varsel om mere vinter, ikke om forår.
• Blæst var et godt tegn – en kraftig blæst skulle bryde vinterens magt og love et tidligt forår.
• Lærken som kalender – lige så mange dage lærken sang før kyndelmisse, lige så mange dage skulle den tie efter den 1. maj.

Men hvem er så ham der Knud?

Tilbage er så Kjørmesknud, som du måske husker fra Jeppe Åkærs sang “Sneflokke kommer vrimlende”. Den slutter netop af med, at ”så kom Kjørmesknud”.

Det er dog hverken naboen eller en fjern fætter, der kommer på besøg. Kjørmes er simpelthen et gammelt jysk ord for ”kyndelmisse” og ”knude” (og altså ikke Knud) er et punkt, her forstået som et midtpunkt på vinteren.

Ordet findes også i talemåden ”Kjørmesknude ryster sine klude”. Det var almindeligt brugt på landet i gamle dage, hvis det var dårligt vejr i dagene omkring Kyndelmisse.

Kjørmes Knud har også sat sig spor i digtningen. Ud over Jeppe Aakjær finder vi vinteren og kyndelmissens knude hos Steen Steensen Blicher i ”Det er hvidt herude” fra 1838. Begge sange handler om den knude af frost og mørke, der ligger midt i vinteren, lige før lyset og foråret igen tager over.

Kyndelmisse og den keltiske imbolc

Kyndelmisse står ikke alene. Mange kulturer har en lysfest på netop denne tid af vinteren, fordi dagen ligger midtvejs mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn. Hos kelterne på de britiske øer hed festen imbolc og blev fejret den 1. februar, dagen før kyndelmisse. Også imbolc var en lysfest, der markerede, at de mørkeste måneder var ved at slippe sit tag, og at det lysere halvår nærmede sig. At kyndelmisse og imbolc ligger så tæt på hinanden, viser, hvor stærkt mennesker til alle tider har haft brug for at fejre lysets tilbagevenden.

Kyndelmisse er ved at få en revival

Så selv om kyndelmisse ikke har været helligdag siden 1770, har den stadig en vis betydning for os. Samtidig er den – sammen med andre af de gamle, ”skæve” helligdage – ved at få en revival.

Det ses rundt om, hvor for eksempel nogle bagerier sælger marcipanæbler til kyndelmisse. Det hed sig nemlig, at hvis du fandt et godt æble i dit forråd til kyndelmisse, kunne du holde dig sund vinteren igennem. Så det skulle åbenbart både være godt og meget stort.

Vil du selv markere dagen, kan du gøre det helt enkelt. Tænd en masse levende lys, slå en stor portion tykke pandekager op og servér dem med flæsk eller sirup, ganske som i de gamle kjørmes-gilder. Så er du med til at holde en af Danmarks ældste vintertraditioner i live, midt i den mørkeste tid af året.