Fastelavn - Derfor varer julen ikke lige til påske

Vi kender alle den gode gamle ”Nu er det jul igen” med sit ”Julen varer lige til påske”. Sangen slutter dog af med at forklare, at det ikke er sandt – og hvorfor. Fasten kommer i vejen. Men før den kommer fastelavn, som en gang var en hel anden livlig historie, end den er i dag.

Fasten er den helt stor stopklods for, at julen kan vare lige til påske. Den indledes som bekendt med fastelavn, der kommer af det plattyske ord ”Vastel-Avent”, hvilket på dansk betyder noget i retning af fasteaften. Men om det var hørelsen, den var gal med, eller der er røget en god portion jysk dialekt i oversættelsen af det plattyske ord, vides ikke. For på dansk blev det altså til ”fastelavn” – fastel awten.

I dag er fastelavnen blevet en hyggelig skik, hvor børn og barnlige sjæle klæder sig ud og slår katten af tønden. Er du ikke til den store udklædning, kan du jo altid give julesweateren et revival. Så er du da lidt klædt ud.

Nogle steder rasler ungerne også stadig til fastelavn, selv om det efterhånden helt er blevet fortrængt af den anglo-saksiske halloween. Og på næsten alle landets rideskoler rides der oftest også fastelavn og slås katten af tønden til hest.

Engang var fasten anderledes alvorlig

Alle tre traditioner kan føres tilbage til den middelalderlige fejring af fastelavn. For frem til reformationen var det blodigt alvor med de efterfølgende 40 dages faste. Så til fastelavn blev der spist og festet igennem, så alle kunne klare sig igennem fastens ringe kost.

Løjerne fortsatte også efter det kirkelige element forsvandt, da vi gik fra at være katolske og til at blive protestanter. Faktisk udviklede det sig til en flere dag lang fest med masser af løsagtige løjer.

Fastelavnsridning

For de unge, ugifte mænd blev der arrangeret fastelavnsridt. Her red de rundt i deres pæneste tøj fra gård til gård og fik masser af brændevin og æbleskiver. Samtidig samlede de mad og penge ind til det store fastelavnsgilde, som alle dem som optoget besøgte, var inviteret til om aftenen.

Der var dog også gårde og huse, hvor optoget red forbi. De var så ikke velkommen til festen om aftenen. Sådan blev der holdt justits ude i de små sogne.

Fastelavnsløben

Fastelavnsløben var en anden skik på landet, hvor karlene løb om kap med pigerne på gårdene. Men hvor karlene kunne beholde alt tøjet på, skulle de unge piger stille op i deres undertøj med udslået hår. Så gik det vilde ridt ellers hen over markerne til stor morskab for de fremmødte.

Fastelavnsløben var ikke en velset skik, hvorfor den med tiden blev forbudt. For i det ellers meget tilknappede og dydige middelalderlige samfund, blev pigernes afklædthed set som ”syndens lokkemad, som djævlen kilder den smagløse almues gane med”, som præsten Erich Pontoppidan udtrykte det.

Fastelavnsløb for gifte

De gifte par løb en anden form for fastelavn. Det gik ud på, at parrene gik udklædte fra hus til hus og blev beværtet – og så skulle værterne gætte, hvem man var. Det udviklede sig dog med tiden til endnu en meget løssluppen fest, hvor folk endte med at få en ordentlig en over tørsten. Og foretog sig alt muligt mere eller mindre lødigt, netop fordi de var klædt ud.

Derfor – og fordi mænd og kvinder begyndte at klædte sig ud som hinanden – blev det for meget for kirken og øvrigheden. Så derfor blev traditionen helt forbudt i Christian V’s Danske lov fra omkring 1550.

Tandløs fastelavn

Så den fastelavn vi har i dag, er en noget mere tandløs og uskyldig historie. Det er således ikke kun den levende kat i tønden, der er blevet fjernet fra fejringen af fastelavn. Hele voksendelen af ”festen” er med tiden helt forsvundet. 

Nu er fastelavn bare blevet endnu en mærkedag i børnenes kalender, der bliver fejret i skolen eller institutionen – og måske i byens handelsstandsforenings regi eller i de få lokale forsamlingshuse, der endnu har en fungerende bestyrelse, som arrangerer den slags.

Og det er måske meget godt!