Sådan dækker du det smukkeste julebord

Er der noget smukkere og mere hyggeligt, end at sætte sig om det veldækkede julebord med sine nærmeste og masser af lækker mad og drikke på bordet? Men lige som alle andre steder, er der også mode inden for juleborddækning – og hvor den er på vej hen, ser vi på i denne uges blogindlæg.

Julen er traditionernes fest. Og så alligevel ikke. For over de seneste år, er der stille og roligt sket et stilskifte inden for julemoden – specielt når det handler om borddækningen. For lige som nyt nordisk design længe har sat et tydeligt aftryk på boligindretningen, har de dæmpede farver og mere rustikke materialer også begyndt at sætte sit præg på det ellers så traditionelle julebord.

Gør julebordet endnu mere klassisk

Det fantastiske ved at gå den vej, når du skal dække årets julebord, er, at det faktisk kommer til at se meget mere gammeldags og traditionelt ud.

For efter mange år med pang på farverne og masser af glimmer og glamour, bliver der nu igen plads til de mere rustikke dekorationselementer som grankogler, æbler og gran. Det er ting, der også var på julebordet, da mormor eller oldemor var barn – og i øvrigt de samme ting, som vore dages børn tit har set på julebordet i de gamle klassiske julekalendere, som de streamer på DR TV allerede fra en gang tidligt i november.

Det hele understøttes af det neddæmpede og mere naturlige farveskema, der også er et vigtigt element i nyt nordisk design. Ja, faktisk kan du dække og pynte op helt i hvidt. Samtidig bliver det fine porcelæn og de flotte karafler udskiftet med mere rustikke tallerkener og kander i keramik og stentøj. Igen noget, der er med til at understrege det gammeldags og hyggelige look.

Smukt julebord i nyt nordisk design

Mere dæmpet og mere vintage juleudsmykning

Også oppyntningen og udsmykningen på julebordet og i stuen bliver mere dæmpet i farverne. De mørkere, lidt mere nedtonede grønne og røde farver har taget over fra de klare og tydelige julefarver. Samtidig bliver der brugt mere naturlige materialer som papir, ler og gran – og mindre glimmer, plastik og glas.

Det er med til at understrege den meget vintage stemning, der hviler over nyt nordisk design. Det passer så perfekt til julehyggen, julefreden og den gode julestemning, at du føler dig hensat til tip-oldemors stuer omkring forrige århundredeskifte – fra før verden gik af lave.

Perfekt til din julesweater

Men udover at nyt nordisk design omkring julebordet øger julestemningen, skaber det også mere kant til din julesweater. Det gælder uanset om du vælger en julesweater i samme farvetema som julebordet, eller en af de mere sprælske med kulørte, blinkende LED-lys.

I begge tilfælde kommer du til at skille dig endnu mere ud og fremstå endnu mere unik midt i alt den gammeldags juleromantik. Og det er jo ikke så tosset, vel?