Hvorfor fejrer vi jul d. 24. december?

Undrer du dig over, hvorfor vi holder jul aftenen før Jesus fødselsdag og ikke d. 25. december ligesom mange andre steder i verden? Forklaringen skal vi finde helt tilbage i den gamle nordiske tidsregning.

Vi fejrer altid aftenen før

Har du nogensinde undret dig over, at vi altid fejrer højtider aftenen før den dag, hvor de står i kalenderen. F.eks. fejrer vi Sankthansaften d. 23. juni, men det er først Sankt Hans dag dagen efter. Og selv den forholdsvis nye helligdag Store Bededag, fejres aftenen før med varme hveder.

Endelig er der julen. Den fejrer vi som bekendt med årets største højtid juleaften – den 24. december om aftenen. Det er her, vi spiser os en pukkel til, giver gaver og gå med julesweaters til den helt store guldmedalje.

Men det er først d. 25. december, Jesus har fødselsdag!

Hedensk tidsregning er årsagen

Nu kunne man jo tro, at årsagen til vores meget konstruktive tilgang til at fejre helligdagene aftenen før, var af rent praktiske årsager. For efter sådan et kalas kunne der jo godt være brug for, at et buldent hoved eller en overfyldt vom skulle have en helligdag at komme sig på.

Men faktisk er det noget helt andet, der er årsagen til, at vi i det meste af Europa har for vane at fejre højtider aftenen før dagen. For ifølge flere af de gamle hedenske religioner – herunder asatroen som vi havde her i Skandinavien – begyndte dagen om aftenen inden selve dagen.

Så derfor fejrer vi altid højtiderne aftenen før.

"Ved kvæld skal dag leve"

Skikken med at lade dagen begynde ved solnedgang er ikke bare en løs antagelse. Den er nedfældet i de gamle nordiske kilder. I det middelalderlige kvad Hávamál, som rummer Odins ord til mennesket, hedder det blandt andet "Ved kvæld skal dag lives", altså at dagen først skal roses, når aftenen er kommet. For vores forfædre var det altså helt naturligt, at den nye dag tog sin begyndelse, når mørket faldt på, og ikke ved midnat, som vi regner i dag.

Da man i Norden hverken havde mekaniske ure eller en fælles standardtid, var solnedgangen et af de få faste holdepunkter, alle kunne være enige om. Når solen forsvandt bag horisonten den 24. december, var juledagen, den 25. december, dermed reelt begyndt. Det er den tankegang, der har overlevet helt frem til i dag, hvor vi stadig samles om julemiddagen om aftenen den 24.

Hedenske skikke fastlagde også Jesus fødselsdag

Det er i øvrigt også de gamle hedenske religioner, som er årsagen til, at det blev d. 25. december, der blev valgt som Jesus fødselsdag – og ikke en dag i april, som nok var en mere korrekt dato. I hvert fald hvis man skal tro de henvisninger til årstiden, der findes i de kanoniserede bibelske skrifter.

Romernes midvinterfest Saturnalia

Datoen 25. december blev valgt af kirken en gang lige omkring år 300. Det var den dato romerne fejrede midvinterfest – kaldet Saturnalia. Samtidig fjerede mange af de andre hedenske religioner, som herskede i Europa før kristendommens komme, vintersolhverv på datoer lige omkring dette tidspunkt.

Så ved at lægge datoen lige i nærheden af denne fejring af vintersolhverv, fik kristendommen også en fest omkring dette tidspunkt. Det tænkte man, ville gøre det nemmere for de hedenske folkeslag at overgå til kristendommen – og kunne samtidig ses som et bevis på, at Jesus Kristus kunne fortrænge de hedenske guder.

At der på trods af denne praktiske placering af julen har været en del intern kamp mellem d. 25. december og d. 6. januar (hvor vi i dag fejrer Hellig 3 konger), kan du læse mere om i denne artikel fra Kristendom.dk.

Hvornår blev Jesus egentlig født?

Sandheden er, at ingen ved det med sikkerhed. Datoen den 25. december er som nævnt fastlagt af kirken og bygger ikke på en kendt fødselsdag. Flere historikere har analyseret beskrivelserne i Bibelen og er nået frem til, at Jesus snarere blev født om foråret, formentlig omkring marts. De peger blandt andet på, at hyrderne ifølge juleevangeliet var ude på markerne om natten, hvilket passer dårligt med en kold midvinter.

Andre forskere har taget udgangspunkt i de historiske personer og begivenheder, der nævnes i Bibelen, og regnet sig frem til, at Jesus kan være født flere år tidligere, end vores tidsregning antager. Så når vi tæller ned til julen den 24. december 2026, fejrer vi i virkeligheden en dato, der er valgt af praktiske og kulturelle grunde frem for af historisk præcision. Måske gør det heller ikke så meget, om man holder jul den 24. eller den 25.

Fra midnatsmesse til familiehygge om eftermiddagen

Selvom skikken med at lade dagen begynde ved solnedgang forklarer, hvorfor vi i Norden lander på den 24. december, er det ikke hele historien om, hvordan juleaften blev til den hyggelige familiefest, vi kender. Oprindeligt skulle Jesu fødsel fejres ved en messe ved overgangen til den store dag, den 25. december. I Danmark blev den fejring lagt til solnedgang, og med tiden gled den længere og længere ind på aftenen og eftermiddagen, hvor det passede bedre for familien at samles.

Kirken fulgte efterhånden med og indførte julegudstjenester den 24. december, ofte med et familievenligt præg. Først i 1992 blev den 24. december dog officiel gudstjenestedag i folkekirken. Teologisk og liturgisk er det stadig den 25. december, juledag, der regnes for den vigtigste dag i kirken, men for de fleste danskere er det den 24., man går i kirke og hører juleevangeliet.

Den borgerlige jul og juletræet

At netop den 24. december blev cementeret som december måneds højdepunkt, hænger også sammen med 1800-tallets nationalromantik. Efter statsbankerot, bombningen af København i 1807, afståelsen af Norge i 1814 og nederlaget i 1864 havde Danmark brug for fælles traditioner, der kunne samle landet. Her blev julen, og særligt den hjemlige julemiddag den 24. december med juletræet som det fysiske centrum, et stærkt samlingspunkt. Det første danske juletræ blev tændt i 1811, og siden er det blevet en fast del af juleaften.

Maden kom samtidig til at spille en særlig rolle som identitetsbærende, og kombinationen af madglæde, familiesamvær og national identitet er ifølge folkemindeforskere så stærk, at det er svært at forestille sig danskerne flytte tyngden i julefejringen tilbage til den 25. december, selvom globalisering og familiebånd på tværs af landegrænser kunne trække i den retning.

Fejrer resten af verden jul den 24. eller 25. december?

Det korte svar er, at vi i Norden står temmelig alene med idéen om, at julen topper den 24. december om aftenen. Sammen med os fejrer blandt andre Sverige, Norge, Finland og det nordlige Tyskland juleaften den 24. Men i langt de fleste andre kristne lande er det den 25. december, der er den store dag, og dér åbnes gaverne typisk om morgenen.

Forskellen bunder igen i den nordiske tidsregning. Hvor andre lande regner juledag fra midnat til midnat den 25. december, begyndte juledagen hos os allerede ved solnedgang aftenen før. Så selvom det kan virke, som om vi fejrer en dag for tidligt, fejrer vi i virkeligheden bare juledag på vores egen, gammeldags måde, hvor aftenen før hører med til selve dagen.

Er den 24. december en helligdag og en fridag?

Et spørgsmål, mange stiller sig, er, om juleaften overhovedet er en officiel helligdag. Det er den faktisk ikke. Den 24. december er hverken en helligdag eller en dag, der er reguleret af ferieloven, og rent juridisk er juleaftensdag i princippet en almindelig arbejdsdag.

I praksis har langt de fleste danskere alligevel fri den 24. december, fordi de allerfleste overenskomster og ansættelsesaftaler giver fri på dagen. Bankerne holder lukket, og ifølge lukkeloven skal de fleste butikker også holde lukket juleaftensdag, dog med undtagelser for blandt andet bagerier og mindre kiosker. Så selvom dagen formelt ikke er en helligdag, opfører den sig for de fleste som en fridag.